Hende her. Så fantastisk sød, kærlig og helt igennem dejlig, men hold k... hvor kan hun være en udfordring en gang imellem, og så har hun et temperament af en anden verden. Hun er en bestemt dame, der har en mening om, hvordan tingene skal - og ikke skal være. Om det er jakken, der ikke må lynes eller havregrøden, der er hældt forkert op, kan være svært at spå om, for det der virker den ene dag, kan være helt forkert den næste dag.
Jeg prøver at være anerkendende og lyttende, men når et måltid, der ellers bør være en hyggelig afslutning på dagen, ender med et barn, der kaster sig skrigende i gulvet, er jeg tæt på at give op, og føler at mine pædagogiske evner ikke slår til. Jeg vil jo gerne gøre det rigtige og forsøger at sætte kærlig og trygge rammer, men hvad gør I andre?
For øjeblikket har vi også problemer med at aflevere hende i børnehaven, noget vi aldrig har oplevet før. I hvert fald i samme grad. Nærmest fra dag et i vuggestuen, har det været 'hej hej mor, vi ses' og hun har altid været glad for at være der, både i vuggestuen og nu i børnehaven. Men de sidste to uger har været uudholdelige, både for hende selv og for os. Jeg har afleveret et skrigende barn, som holdt fast og ikke ville give slip (og hun er ret stærk) og hvor pædagogerne til sidst har måttet vriste hende ud, fordi jeg simpelthen blev nød til at tage på arbejde.
Hold op, det er ikke sjovt, og jeg har været rigtig frustreret og ked af det. Det er jo ikke rart at aflevere et grædende barn, velvidende at der går 8 timer før jeg kan kyse og kramme hende igen. Og når der så er endnu et opgør under aftensmaden i sigte - ja, så ved jeg snart ikke mine levende råd... Jeg håber virkelig at det kun er en fase, som hurtigt går over...??
